Peder Lundgaard havde arrangeret besøg på Homerunner i Aalborg.
Direktør og medstifter af Homerunner, Per Imer bøde velkommen og fortalte om virksomheden med fokus på deres bruge af AI (kunstig intelligens).
Homerunner er tilknyttet og delvis ejet af CoolShop.
Homerunner håndterer forsendelse af pakker fra mange forskellige webshops til kunder over hele verden. Homerunner fokuserer på selve platformen til håndtering af de mange forsendelser, hvor afvikling i høj grad er baseret på brug af AI, der gør at en stor del af processen håndteres uden menneskelig indgriben. Cirka 70% håndteres af AI og målet er at procenten bliver større i de kommende år.
Homerunner har hverken lagre eller lastbiler, men samarbejder med en lang rækker partnere.
Der er 50 ansatte i Homerunner og mange af dem er helt unge mennesker. De fokuserer meget på at uddanne de unge og styrke kulturen i virksomheden. Som udgangspunkt skal alle møde op på kontoret fordi samarbejde er meget vigtigt. De samarbejder også med psykologer der hjælper med give de unge mennesker forståelse for hvor vigtigt det er at kunne samarbejde.
Homerunner holder til i den gamle Bio 5 bygning på Østerågade 27 i Aalborg, der er renoveret meget smagfuldt i Newyorker stil med delvis rå mure og højt til loftet. Der er fitness rum og andre gode personale faciliterer og en fremragende kantine. Alt for at kunne tiltrænge eliten af de unge mennesker.
Per mener også at det er vigtigt for at kunne fungere optimalt at man får et godt måltid mad tilberedt fra bunden, og det er ikke tilladt at drikke energidrikke eller bruge snus på arbejdspladsen.
Homerunner blev stiftet i 2015 og har nu 4.000 kunder over hele verden. De håndterer 36 mill. pakker årligt. På travle dage er det op til 400.000 pakker om dagen.
Per Imer fortalte om fordele og ulemper ved AI generelt og hvordan det udnyttes i Homerunner. Alt er som nævnt baseret på AI. De har f.eks. ingen bogholder ansat, så administrationen er meget effektiv. Per forventer at behovet for effektiv distribution vil stige fremover. Der vil være mere e-handel og den grønne omstilling stiller også krav til transportbranchen. Der mangler 500.000 lastbilchauffører i Europa, det betyder også at lastbilerne skal udnyttes effektivt.
Mange er jo nervøse for, at de mister deres job på grund af AI. Men Per sagde at man ikke mister jobbet til AI, men til en kollega, der forstår at bruge AI. Så det drejer sig om at lære at bruge AI.
En interessant bemærkning var, at Per mener at AI kan betyde at vi fremover vil se mange mennesker få demens i en meget tidligere alder fordi man simpelthen bruger hjernen for lidt!
Aften sluttede med et godt glas vin og en lækker tapasbuffet.
Træls, at man nok er blevet for gammel til at blive ansat i så spændende en virksomhed.
Mange tak til Peder og Homerunner for et godt arrangement.
Mvh Vikarskribent, Peter